Kostpolitik

 

Vi bestræber os på, at servere sund og varieret kost til børnene i vuggestuen. Der kan tages hensyn til religion og allergi. Når vores økonoma holder ferie, skal børnene medbringe madpakker. Dette vil blive varslet en uge før. Det kan dog også blive nødvendigt, at medbringe madpakker i tilfælde af sygdom i køkkenet. I vil ligeledes få besked om dette.

 

Vi bruger økologiske mælkeprodukter og vi vælger mad uden for mange tilsætningsstoffer samt sukker og salt begrænses mest muligt. Vi vil bestræbe os på, at alle måltider kan foregå i hyggelige og rare rammer, så børnene får en positiv oplevelse ed måltiderne. Om sommeren skal børnene tilbydes vand meget ofte. Ved hedebølge bruger vi frosne bær som isterninger i vandet for at gøre vandet lidt mere appetitligt, så de drikker mere. I sommervarmen serverer vi desuden is af frugt eller yoghurt. Vi vælger kød ud fra pris og kvalitet, hvilket kan være både økologisk, halalslagtet eller "almindeligt" oksekød. Svinekød, serveres kun som flæskesteg i december. Derudover spiser vi fisk, kalv, kylling, kalkun, hjerter og lever.

 

Morgenmad

Der serveres morgenmad hver morgen mellem kl. 7.00-8.00 i alrummet. Morgenmaden er for det meste bestående af havregrød eller øllebrød. Der er desuden altid hjemmebagt brød, ost og mælk til morgenmaden. 

 

Frokost

Der serveres varierende frokost. F.eks. fisk, indmad, vegetarretter, forskelligt kød, fjerkræ og suppe. Der drikkes vand til frokosten.

 

Eftermiddagsmad

Dette lette måltid består som oftest af hjemmebagt brød og frugt/grønt. Der drikkes mælk til dette måltid.

 

Søde sager
Vi er meget opmærksomme på små børns indtag af sukker, og begrænser derfor mængden af sukker i den daglige kost. Vi ønsker ikke at være sukkerfri, da sukker er en naturlig smagsgiver i nogle retter og er med til at give børnene mangfoldige smagsoplevelser. I forbindelse med f.eks. fødselsdage skal maden, ifølge fødevaretilsynet, være købt eller færdig tilberedt. Der må altså gerne serveres hjemmelavet mad i vuggestuen - det skal blot være færdig tilberedt.

 

Fødselsdage og andre festlige lejligheder

Vi fejrer fødselsdage på stuen og her er forældrene meget velkomne til at tage noget spiseligt med til fødselsdagen. Dette skal dog være købt eller færdig tilberedt - f.eks. is, flødeboller, hjemmebag eller købt kage eller boller fra bageren.