Primærpædagogik
Primærpædagogik og de tætte relationer i Juvelen
Forskning viser, at relationen har stor betydning for barnets udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi i daginstitutionerne dyrker relationsarbejdet, som bl.a. bygger på Daniel Sterns teorier omkring samværet med det lille barn. Daniel Stern er småbørnsforsker og professor i psykologi og er ligeledes forfatter til bogen "Spædbarnets interpersonelle verden", som også er indkøbt til Juvelen. Han belyser vigtigheden af den tætte relation, kvaliteten i relationen og evnen til at indleve sig i og forstå barnets adfærd og følelser. Daniel Stern kalder det "måder at være sammen på". "Måder" som bliver til handlemønstre, der er ubevidste og grundlæggende i vores udvikling af selvet.
Daniel Sterns udviklingspsykologiske teori beskriver barnets selvudvikling som en proces af gensidige relationer. Alle børn fødes som små individualister, med evnen til at sige til og fra. Barnet er altså kompetent fra fødslen af, men er afhængigt af samspillet med sin omverden for at udvikle sin kompetence fuldt ud.
Daniel Sterns teorier hænger rigtig fint sammen med Lene Linds primærpædagogik - som jo ikke er en pædagogik i sig selv, men igen en måde, at være sammen på. Vigtigheden ligger i at anerkende barnets følelser og adfærd, da det er med til at sikre kvaliteten i relationen.
Primærpædagogikken danner grobund for en tæt relation mellem barn og pæd. - og dette giver et større kendskab til det enkelte barn. Som primærvoksen har man større mulighed for, at se sine egne børns signaler og kan handle mere hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med barnets behov.
Lene Lind introducerede tanken, at hvert barn i institutionen skal have sin egen voksen. Hun indfører primærpædagogikken i sin institution, hvilket betyder, at hvert barn får tilknyttet en primær- og sekundærvoksen. I det daglige er det den primærvoksne, der varetager barnets trivsel og ligeledes fungerer som forældrenes kontaktperson. Rollen som primær er, at tilegne sig et indgående kendskab til barnets familiære situation og hidtidige historie samt at skabe en tæt og følelsesmæssig relation til barnet og dets familie. Det giver forældrene tryghed at vide, at deres barn har en voksen, der specielt tager sig af deres barn. Barnet får en tryg og sikker base, der tilnærmelsesvis ligner forældre/barn relationen og ingen børn vil blive overset i løbet af dagen i vuggestuen.
Som primærvoksen har man selv den tilfredsstillelse, at kunne samle sit engagement på få børn, frem for en større børneflok. Samtidig vil det indgående kendskab til barnet betyde, at man lettere kan hjælpe i konfliktsituationer eller oversætte dets følelser for andre.
Ansvarsområder som primærvoksen
Hvilke gevinster giver denne arbejdsform børn, forældre og personale
Overvejelser og faldgruber ved primærpædagogik
Det er afgørende for udviklingen at man indgår i tætte relationer til andre mennesker, både som barn og som voksen - det er noget man skal lære som barn, for at mestre det som voksen. Pædagogen skal derfor kunne indgå i tætte relationer til barnet, for at give barnet mulighed for at udvikle sig.
Evnen at kunne se barnet: Den primærvoksne skal lytte til, indleve sig i og forstå, hvad der rører sig i barnet og give plads til med - og selvbestemmelse. Indlevelsesevnen skal bruges som et redskab i samspillet med barnet, hvor der kan dannes billeder ved at lytte til tonefald, mimik, ansigtsudtryk, kropssprog og tolke derefter.
Den voksnes ansvar er også at være støttende i forhold til, hvad barnet har brug for. Det er vigtigt at reflektere over, hvad og hvorfor aktiviteter sker. Barnet skal være omdrejningspunktet.
Det befordrer at den voksne er bevidst om sin rolle i samspillet med barnet, hvor forholdet er asymmetrisk, og hvor den voksne er hovedansvarlig for forholdets virke.
En del af omsorgen er at være bevidst om, hvor meget støtte et barn har brug for, og hvornår det er passende at give slip, så barnets afhængighed af den voksne mindskes efterhånden, som barnet udviser selvstændighed. Omsorgen skal afspejle den voksnes empatiske evne og indføling i, hvad der optager barnet. Man skal som voksen involvere sig i barnet uden at være invaderende.
Refleksion over handlemåder, hvor der kan gives feed-back på, hvad der skal gøres og bliver gjort i forhold til konkrete primærbørn, hvor vi kan bruge hinanden som sparringspartnere og have en handlingsplan i forhold til børn med særlige behov. |
Der er naturligvis risiko for, at enkelte forældre, føler en afhængighed og kun kan have kontakt med sit barns primærvoksen. Her er opgaven så, at lade forældrene vide, at resten af personalet på teamet også har daglig kontakt med deres barn samt at helt almindelig hverdags-snak sagtens kan foregå med de øvrige kolleger.
Primærrollerne kan fortrinsvis kun fungere i formiddagstimerne, - da vi "desværre" ikke kan dække hele institutionens åbningstid. Men det gode, vi har fået skabt og nået i de tætte relationer i formiddagstimerne, kommer ikke skidt igen i løbet af eftermiddagen.
Det kan føles trist, at skulle sige farvel til sin primærvoksen eller sit primærbarn, ved f.eks. barsel, nyt job, flytning eller når man skal i børnehave. Men det er også en vigtig del af livet, at lære at knytte tætte bånd og herefter bryde disse op, uden at ens verden nødvendigvis bryder sammen.
Dette er blot et udpluk af gevinster og faldgruber, og der vil uden tvivl kunne skrives flere til, når vi i mærker arbejdsformen i hverdagen. Brug hinanden, brug ledelsen og ikke mindst, brug fornuften og mærk efter hos dig selv, - det giver som oftest gode resultater.
Undervejs i dette oplæg, har vi kaldt det primærpædagogik, - men husk, det er ikke en pædagogik i sig selv, men er en måde at være sammen med hinanden på, - en struktur, der er med til at skabe forudsigelighed og rigtig mange tætte og udviklende relationer.